OM DENNE BLOG
torsdag, 4. september 2008 - 14:28 af
Anders Lund
I den enorme jungle af information på internettet har du fundet frem til bloggen for IT-firmaet Lund & Andresen IT (LAIT). Lad det være sagt med det samme: Vi er meget glade for dit besøg her på bloggen og såfremt du måtte have noget på hjerte, er du altid velkommen til at kontakte os.
Du kan abonnere på bloggen via RSS feeds, eller tilmelde dig emailnotifikation når der kommer nye indlæg. Hvis du har spørgsmål hertil, så tøv ikke med at kontakte os.
LAIT har tidsmæssigt rødder tilbage til efteråret 2005, men i sin nuværende form blev firmaet officielt født d. 1. november 2007. Vi er hjemhørende i Odense (centrum) og vores primære kompetence er udvikling af software i .NET. Det være sig alt fra simple hjemmesider og Umbraco CMS over i den tungere afdeling med online systemer til f.eks. booking, bestilling, administration samt integration mellem disse og andre systemer.
Formålet med denne blog er især at styrke LAIT’s online profil og øge synligheden omkring vores services. Derudover ønsker vi at øge informationsniveauet om hvad vi laver og hvorfor. I lang tid har vi ønsket at kunne informere mere effektivt, da vi ofte støder ind i de samme spørgsmål igen og igen. Det er både helt generelle spørgsmål inden for vores nuværende eller potentielle kunders færden på internettet. F.eks. teknologier, strategier, regler mm., men også mere teknisk specifikke spørgsmål.
Målet er på sigt at opbygge et arkiv/en artikeldatabase hvor vores besøgende/kunder kan finde gode svar på deres spørgsmål.
Der er vist ingen tvivl om at hovedskribenten vil være mig, Anders Lund. Jeg er medejer af LAIT og sidder i det daglige med udviklingsopgaver for LAIT – hvis jeg da ikke lige står for det administrative. Du kan læse mere om mig her.
Den anden halvdel af LAIT’s ejerkreds, Benjamin Andresen, vil måske også skrive lidt indhold til bloggen. Det er vist bare et spørgsmål om ressourcer og tid.
Måske en ansat endda en dag vil få lyst til at skrive et indlæg?
I skal være så velkomne…
Mvh. Anders Lund
September 2008
Skriv en kommentar |
Ingen Kommentarer 